Presse

København, 30. april 2013.

Pressemeddelelse:

Millionomsætning efter to måneder med nyt shopmodul

Giv en bruger uden IT-kundskaber mulighed for selv at lave en internetbutik på få minutter. Det var ambitionen for SimpleSites nye webshop-modul, som over 1200 kunder har købt siden lanceringen 1. februar.

"Vi kunne have lanceret shoppen længe før, men vi brugte lang tid på at skrælle en masse mulig funktionalitet af. Det er kritisk for vores forretning, at brugeren oplever øjeblikkelig succes og ikke farer vild i valgmuligheder," siger Morten Elk, CEO for SimpleSite.

65.000 globale kunder fik tilbudt shopmodul
SimpleSite, som har 65.000 betalende kunder i 14 lande, lavede en "silent launch" i januar. De åbnede for det nye webshop-modul i Danmark uden at reklamere for det, så de kunne teste kundernes reaktioner og rette til, hvis der var problemer.

Derefter lancerede SimpleSite modulet officielt i hele verden den 1. februar.

Efter to måneder har 1200 kunder valgt at betale for det nye webshopmodul, og kundeantallet vokser støt hver uge. De 1200 nye shops vil bidrage med en million kroner til SimpleSites omsætning i 2013.

"Succesen viser, at der er en god forretning i at give mennesker uden IT-kundskaber mulighed for at skabe noget på internettet," siger CEO Morten Elk.

USA, Frankrig og Norden går forrest

  • Tre fjerdedele af de 1200 shops er oprettet i Norden, Frankrig og USA.
  • Halvdelen af de 1200 shops er eksisterende kunder, der har tilkøbt shopmodulet. Den anden halvdel er nye kunder siden januar.
  • En shop koster 99 kroner om måneden oven i abonnementet hos SimpleSite.

Morten Elk forventer at antallet af shops stiger endnu hurtigere, når SimpleSite går aktivt ud i 9 nye lande senere i 2013.

Sigurd Barret sælger DVD'er og tøjdyr
En af de nye shopmodul-kunder er den populære TV-entertainer Sigurd Barret, som er kommet i luften med sin webshop, hvor hans DVD'er, CD'er og tøjdyr er til salg:

"Jeg har en travl hverdag med 5 børn og 3 bonusbørn og mange jobs, så jeg har hverken tid eller lyst til at skulle sætte mig ind i indviklet HTML og lignende. Det er rart, at jeg selv kan opdatere, så jeg ikke først skal have fat i en webmaster," siger Sigurd Barret.
Sigurds Barrets webshop: http://www.sigurdsbutik.dk

Yderligere oplysninger.
For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Morten Elk, stifter og CEO
Telefon: 2029 7505
E-mail: morten@simplesite.com

Download.
Pressemeddelelse - Faktaark - Morten Elk (foto) - Zip fil



Om SimpleSite
SimpleSite ApS omsætter årligt for over 33 millioner DKK. Kundebasen vokser konstant og selskabet har nu 65.000 betalende kunder fra hele verden.

SimpleSite blev stiftet i København i 2003 af de to brødre, Morten og Jacob Elk. Visionen var at skabe det nyttigste og mest brugervenlige værktøj til at lave sin egen hjemmeside, og dermed skabe muligheder for brugere med basale IT-kundskaber, som nu kan lægge personlige og professionelle projekter online.

Virksomheden lancerede SimpleSite.com i USA et år efter starten. SimpleSite eksisterer nu med lokale sprogversioner og support i Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Spanien, Italien, Holland, Belgien, Schweiz, Tyskland, Østrig, Luxembourg, England, USA og en række andre lande. Og flere føjes til.

SimpleSite har iværksat en ambitiøs, international vækstplan efter at selskabet modtog en investering på 13 millioner kroner i 2012.
Se mere på http://da.simplesite.com/pages/about-us.aspx